Her mærkes historiens vingesus
Bisgaards historie kan spores tilbage til tiden før reformationen, hvor gården var underlagt Aarhus Bispestol.
Efter mordet på den danske kong Erik Klipping i Finderup lade i 1286 og Marsk Stigs efterfølgende hærgen og nedbrænding af borgen `Gamle Brattingsborg’ på Samsø bygger kong Erik Menved en ny borg lige her på Bisgaard i 1290’erne. Borgen er i kongens eje, indtil Valdemar Atterdag efter en fejlslagen krig med hansestæderne og Sverige, må pantsætte hele Samsø til Århus Bispestol. Herefter bliver stedet kendt som Bisgaard (bispens gård), hvilket har hængt ved helt til i dag.
VIDSTE DU?
Biskoppen med det mundrette navn Bo har stillet en større rolle for Bisgaard, end man lige skulle tro.
Bisgaard har nemlig med stor sandsynlighed fået sit nuværende navn, da Århus' biskop Bo Mogensen overtog stedet i slutningen af 1300-tallet. På den måde blev "Bispens gård" til Bisgaard.
Men hvad laver Århus’ biskop i det hele taget på Bisgaard, spørger du? Godt spørgsmål! Jo, ser du. Efter Valdemar Atterdags mislykkede krig med Sverige og Hansestæderne i 1360’erne, manglede kronen penge. Hele Samsø blev derfor pantsat til Biskop Bo for 5.000 Mark, og Bo valgte særligt borgen, der lå lige her på Bisgaard, som sit sted.
Den, for den tid, store pengesum blev allerede tilbagebetalt af dronning Margrethe 1. i 1407, så Samsø igen lå under kronen. Af andre vigtige dele, dronningen fik under den danske krone, kan nævnes Sverige, Norge, Island og blandt andet dele af Finland og Grønland.
Det ser dog ud til, at Bo beholdt borgen på Bisgaard.
Efter reformationen i 1536 bliver gården en af de rigeste præstegårde i hele Danmark.
Den sidste præst, der beboede gården, var Peder Krog, som var provst på Samsø fra 1681 til 1688. I 1688 byttede han Bisgaard mod nogle bondegårde i Besser, som blev sammenlagt til en ny præstegård. Brattingsborg og dermed også Bisgaard blev givet til lensgrevinde Sophie Amalie Moth af Christian V's (1646-1699), da hun var hans elskerinde, og moder til hans fem børn. Og året efter blev besiddelserne ophøjet til grevskabet Samsøe for Sophie Amalie Moth og hendes efterkommere.
VIDSTE DU?
Sophie Amalie blev aldrig blev dronning, men hun blev faktisk den første officielt anerkendte kongelige elskerinde i Danmark, og det kan da også noget.
Faktisk kunne den enevældige kong Christian d. 5. lide Sophie Amalie så godt, at de fik fem børn sammen! Børn som kongen åbent vedkendte sig og anerkendte.
Sophie Amalie Moth (1654-1719) levede hele sit liv i barokken (ca.1650-1720). Barokken var en mindre munter tid fyldt med vanitassymboler, som skulle minde folk om, at alle en dag skulle dø og alt forgå, og derudover var hendes samtid fyldt med salmehits som Thomas Kingos ”Keed af Verden, og kier ad Himmelen”.
Bisgaard var herefter en del af grevskabet Samsøe frem til 1921, hvor gården overgik til fri ejendom. Den fungerede i denne periode som 4-længet avlsgård under Brattingsborg, men blev opretholdt som herregård på grund af skattefrihed på herregårdsjord.
Lensafløsningsloven 1919 bestemte, at alle grevskaber, baronier og stamhuse skulle nedlægges og overgå til fri ejendom. I den forbindelse skulle betales en afgift til staten. Bisgaard måtte afgive halvdelen af sine jorder. Efter nedlæggelsen af grevskabet fortsatte Bisgaard som en af flere avlsgårde under Brattingsborgs Gods.
Godset er i dag ejet af kammerherre Anders Aage Schau Danneskiold Lassen, men lejet i 29 år af Samsø Frie Skole, som laver udeskole på området og som ønsker at skabe et bæredygtigt natursamlingssted med plads til kultur og fritidsliv i det fri. Åbent for alle.