Lær i - og af naturen

Bisgaard Forte Fjorten
tilbyder aktive undervisningsforløb til lejrskoler og grupper

Med særligt fokus på natur, udeliv, bæredygtighed og historiens vingesus her på Bisgaard, kan vi tilbyde aktive forløb til alle aldre.

Året rundt tilbyder vi spændende ude aktiviteter for alle, men vi skræddersyer også gerne et forløb, der passer til lige din gruppe.

De fleste forløb varer mellem 1-3 timer og indeholder faglige og konkrete oplæg, der passer til forløbet, oplevelsen og målgruppen.

Alle undervisningsforløb foregår udendørs, så husk tøj der passer til vejret.

Der er mulighed for at nyde den medbragte frokost i vores store udekøkken-område med plads til 80 spisende gæster.

Priser for undervisningsforløb inkl. vejleder/underviser:

  • På hverdage inkl. en underviser: 500 kr. pr. time.

  • På hverdage efter 16.00 og i weekender: 600 kr. pr. time.

AKTIVITETER

  • LIV I SKOVEN

    Forløb til indskolingen

    På Bisgaard er vi velsignet med et skovareal i de historiske omgivelser. Her er det helt perfekt at finde smådyr, lære om nedbrydning og skoven som økosystem.
    Børnene kommer aktivt ud i skoven og lærer på egen krop, hvad man kan finde her. Eleverne får udleveret forstørrelse glas eller håndholdte mikroskoper, så de kan komme tættere på alt det, de ikke ser normalt. 

    Tid: Minimum 2 timer

  • HISTORISK VANDRING

    Forløb til mellemtrin, udskoling og voksne.

     I dette forløb binder vi Danmarkshistorien sammen stedspecifikt med Bisgaard. Bisgaard er det eneste sted på Samsø, hvor der har været uafbrudt aktivitet siden middelalderen til i dag. På den måde bliver Bisgaard fysisk repræsentant for Danmarkshistorien. Helt tilbage fra Mordet i Finnerup Lade i 1286, som indirekte bliver årsag til, at der skal bygges en ny kongeborg på Samsø - netop her på Bisgaard, videre over Århusbiskoppens overtagelse af stedet til Bisgaards tid som Danmarks måske rigeste præstegård og over tiden, da Kongens hustru til venstre hånd, overtager stedet og starter en ny adelsslægt og helt til i dag.

    Kan være inkl. et rollespils set up.

    Tid: fra 1 time uden rollespil - 3 timer med rollespil.

  • SNIT I SKOVEN

    Forløb kan tilpasses alle aldre

    Lær at snitte fugle, træfolk, en gynge eller andet – slip fantasien løs og mærk hvordan roen indfinder sig, når man ”sysler” ved et bål under åben himmel. Alt under kyndig vejledning og med det rette udstyr. 

    Er forløbet til voksne kan vi tilbyde et oplæg omkring Craftpsykologi.

    Tid: Minimum 2 timer

  • BÅL – BLIV TRYG VED BÅL

    Forløb for mellemtrin, udskoling og voksne

    Hvordan laver man bål? Hvordan ved man om brændet er tørt og hvordan sikrer man sig, at bålet passer til det, man vil med det?

    Lær at lave forskellige slags bål og bliv tryg ved at arbejde med optænding, bål og forskellige båltyper.

    Tid: Minimum 1 timer

  • NATURFORBUNDETHED – FIND RO I NATUREN

    Forløb for voksne

    Oplev og find ro i naturen. Der vil være småaktiviteter, hvor deltagerne kommer ned i tempo og bliver introduceret til, hvad det gør ved mennesker at opholde sig i naturen og opgive sig med natur og naturmaterialer.

    Tid: Minimum 1,5 timer